Berygtet elfenbensbaron idømmes fængsel

D. 15. juli blev den notoriske elfenbenssmugler, Ghislain ”Pepito” Ngondjo idømt 5 års fængsel for drabet på uanede mængder skovelefanter, salg af illegalt elfenben, og rekruttering af nye elfenbenssmuglere. Domsfældelsen udgør en sjældent stor sejr i kampen for at sikre skovelefanternes overlevelse.

 

Forud for retssagen ligger flere års intensivt detektivarbejde udført af den congolesiske regering med støtte fra PALF (Project for the Application of Law for Fauna Republic of Congo). PALF er et pilotprojekt, der blev etableret i samarbejde mellem WSC (The World Conservation Society) og Aspinall Fonden med det formål at sætte en stopper for handelen med vilde dyr i Congo. APN (African Parks Network), der er ansvarlig for den løbende administration og drift af Odzala Park, hvor Pepito hærgede, bidrog også til arbejdet.

 

To andre elfenbenssmuglere var også under anklage. Den ene blev, som Pepito, idømt 5 års fængsel, imens den anden slap med 2 år. Pepito har drevet sin blodige virksomhed i og omkring Odzala Park i Congo i over 10 år og har et utal af elefantliv på samvittigheden. Pepito blev yderligere fundet skyldig i illegalt salg af elfenben, rekruttering af nye elefantjægere og smuglere, omdeling af illegale våben, og i at true ansatte i Odzala Park på livet.

 

Selvom retssagen var en betydelig sejr for naturbevarelsesfolk og elefanter, såvel som for Congos retssystem, så er der stadig lang vej igen. 76% af Afrikas skovelefanter har mistet livet til elfenbensjægere indenfor de sidste 12 år, det meddeler WCS. 35.000 elefanter menes dræbt af krybskytter alene i 2012. Den eksplosive stigning i efterspørgselen og handelen med elfenben indenfor de seneste år fik for nylig WCS og andre naturbevarelsesorganisationer til at mødes med statssekretær Hillary Clinton for at diskutere mulighederne for at sætte mere effektivt ind overfor drabene, den illegale handel og den store efterspørgsel. Tidligere på måneden underskrev præsident Barack Obama et dekret, der har til formål at bremse den illegale handel med vilde dyr.

 

Elfenbenskrigen er et kapløb imod tiden, og der er ingen lejligheder til at hvile på laurbærrene. I øjeblikket arbejder den congolesiske regering og PALF målrettet på at få den næste store fisk i nettet: En af de mest notoriske elfenbenssmuglere i Congo. Denne forbryder har dog så højtstående kontakter i det politiske system, at det vil kræve et udvidet internationalt samarbejde at få ham på krogen.

 

 

Kilder: WSC (New York) 25. juli 2013 

The following two tabs change content below.

Kat Skeie

Nyeste indlæg af Kat Skeie (se alle)