De store og De glubske

Efterstræbelse af ”de store” og ”de glubske” dyr

Det er almindelig kendt, at Jorden gennemgår en udryddelseskrise netop nu. Den hastighed hvormed Jordens arter forsvinder, vurderes af de fleste forskere til at være flere tusinde gange højere, end den ville have været uden menneskelig aktivitet (baggrundsraten). Udryddelsen er først og fremmest forårsaget af forringelse af leveområder såsom skove og koralrev, der huser mange specialiserede dyrearter. Jagt er af sekundær betydning i forhold til udryddelsen af den brede biologiske mangfoldighed, men der er grupper af dyr, der har været – og er – særligt udsatte i den henseende, og det på trods af deres – i mange tilfælde – store geografiske udbredelse og opportunistiske tilbøjeligheder. Det er dyr, vi kan referere til som ”de store” og ”de glubske”.

For denne ”gruppe” er jagt er en nøglefaktor, der i mange tilfælde har ført til arters udryddelse eller naer-udryddelse, og for hvem presset på extante arter stadig øges. Som eksempler kan nævnes tigre, næsehorn og menneskeaber (chimpanse, bjerg- og lavlandsgorilla og orangutang) samt en række okser. I det følgende vil jeg sætte efterstræbelsen af store, karismatiske dyrearter i perspektiv ved at kigge tilbage i historien og se, hvad den kan fortælle os.

Den danske dyreverden og de ”glubske” dyrs undergang
I den danske dyreverden er en stribe pattedyr forsvundet siden deres indvandring efter den sidste Istid. Det er ca. 200 år siden, den sidste ulv blev skudt. Årtier forinden forsvandt vildsvinet, og før dem mistede vi vildkat, urokse, bæver, europæisk bison, bjørn, elg, vildhest og los. Før dem forsvandt kæmpehjort, mammut, uldhåret næsehorn og steppebison fra datidens Europa såvel som globalt. Hvorfor? Årsagssammenhængene er ikke entydige. Dokumentation baseres på udgravninger, hulemalerier eller skriftlige kilder m.m., der hver især varierer for de enkelte arter, men én sikker konklusion er, at direkte efterstræbelse var af afgørende betydning for deres udryddelse. Eller sagt på en anden måde; uanset klimaændringer eller ændring af livsvilkår i øvrigt, er min påstand, at vi i dag stadig stadig ville have f.eks. urokse, kæmpehjort og mammut på kloden såvel som en række øvrige arter på dansk grund, hvis ikke de var blevet jagtet og efterstræbt af os mennesker.Oplysningerne om de sidst forsvundne arter er de mest pålidelige. Ulven forsvandt fra Jylland i løbet af 1600 tallet, og den – saavidt vides – sidste omstrejfende danske ulv blev skudt i 1813 på den jyske hede udenfor Skive. Dengang var der skydepræmie på ulv. Skytten tog ulven med til Holstebro og fik sin skydepræmie udbetalt. Det var betaling for fem nætters venten ved kadaveret af et føl. På øerne var ulven blevet udryddet flere århundreder forinden. Med den sidste ulv var 14.000 års ophold i Danmark – længere end noget andet større pattedyr – effektivt tilendebragt. I dag skal vi bare til f.eks. Rusland for stadig at finde skydepræmie på ulv – en drægtig hun indbringer mest. Ifølge E. Erslevs beretning om de ”glubske” dyrs undergang i Nørrejylland fra 1871, der omhandlede vildkat, los, bjørn og ulv, var også vildsvinet at henregne som ”glubsk”, for som han skrev, ”glubsk kan vildsvinet være, selvom det som regel er godmodigt.” Vildsvinet blev udryddet i sidste halvdel af 1700-tallet.

Krondyrene klarede skærene, men vi var tæt på at miste dem også. I 1799 blev der udstedt et dekret om udryddelse af krondyr, der godt nok ikke regnedes for ”glubske”, men derimod ansås som skadedyr for landbrug og skovbrug. Det syn gør sig stadig gældende i forskellige egne af landet. Det lykkedes efter blot et halvt århundrede – i 1854 – effektivt at udrydde krondyr på Sjælland og i 1872 på Fyn. I Jylland overlevede en lille bestand, der udgør grundlaget for de fritlevende krondyr i Jylland i dag. Bestanden er dog siden blevet ”blandet op” med importerede skotske og tyske dyr fra Dyrehaven ved København.

Direkte efterstræbelse var også af afgørende betydning for udryddelsen af de øvrige glubske arter i Danmark, heriblandt vildkat, bjørn og los. Som E. Erslev skriver: ”I Danmark har det selvfølgelig været meget lettere at få dem udryddet, end det ville være tilfældet i Norge og Sverige.” Uroksen blev ikke henregnet som glubsk, men blev alligevel jaget til udryddelse i Danmark allerede omkring år 0 (og flere tusinde år tidligere på Øerne). Den sidste urokse blev antagelig dræbt i en skov i Polen i 1627, og dermed var stamformen til vort tamkvæg udryddet. Urokseknogler er fundet i danske køkkenmøddinger, og bl.a. de to berømte mosefund fra Vig og Prejlerup fra for henholdsvis ca. 10.500 år og 9.500 før vor tidsregning vidner – igennem mærker i knoglerne – om jagt ved brug af flintespidser. Der er næppe tvivl om, at jagt og forfølgelse var årsagen til uroksens endeligt.

Andre oksearter overlever med nød og næppe. For blot nogle tusinde år siden fandtes europæisk bison over hele Europa – også i Danmark. Den sidste europæiske bison blev dræbt i 1927 i Kaukasus, nogle år forinden blev den sidste skudt i Polen, og så sent som under 1. verdenskrig skød tyskerne ca. 600 europæiske bisoner i Bielowieza-skovene i det østlige Polen. Heldigvis overlevede nogle bisoner i fangenskab, og siden 1950erne er den europæiske bison genudsat, og i dag findes der nogle tusinde dyr fra Polen og Rusland til Rumænien og Ukraine alle efterkommere af bare et dusin dyr.

Tarpanen (en vildhest) mistede vi helt. Den blev effektivt udryddet så sent som i slutningen af 1800-tallet og forsvandt fra Danmark langt tidligere. Den østlige vildhest, Przewalskii´s vildhest, overlevede i Mongoliet frem til midten af 1900-tallet. Derefter var der kun dyr i fangenskab. Et avlsprogram for Przewalskii’s vildhest er nu iværksat i forskellige zoologiske haver, og en genudsat bestand yngler i dag frit i Mongoliet. De første ca. 70 millioner år af vildhestens udvikling foregik i øvrigt udelukkende i Nordamerika, og den vandrede først over Beringstrædet for ca. 1 million år siden. Som det fremgår nedenfor, blev den udryddet i Nordamerika for bare ca. 10.000 år siden.

Massakren i Nordamerika
Koloniseringen af den nye verden for ca. 11.000 år siden af forfædrene til nutidens indianere blev efterfulgt af en masseudryddelse af de store pattedyr i såvel Nord- som Sydamerika. Indvandrerne krydsede Beringstrædet og indlandsisen og mødtes herefter af et væld af store dyrearter, der blandt andet omfattede amerikanske løver, geparder, heste og kameler, kæmpebævere, bjørne, mammutter, mastodonter og kæmpedovendyr. I løbet af et enkelt årtusinde nåede de Patagonien i Sydamerika, og hermed var den mest dramatiske menneskelige ekspansion siden nutidsmennesket udvandrede fra Afrika var tilendebragt. Det blev en katastrofe for de store dyr. De nye jægere kom fra tempererede egne af Centralasien eller Østeuropa. De slog sig ned som mammutjægere i det sibiriske Arktis og krydsede via den landbro, der eksisterede over Beringstrædet frem til for 10.000 år siden, og udviklede sig til de såkaldte Clovis-jægere i Nordamerika. Arkæologiske udgravninger viser, at mammutten var langt det hyppigste byttedyr i Nordamerika. Clovis-jægerne bredte sig hurtigt, og der er fund efter dem i alle USA’s stater indenfor en periode på nogle få århundreder, hvorefter de relativt hurtigt afløstes af Folsom-jægerne. Arkæologiske fund viser, at Folsom-folkene slog sig på bredhornede bisoner. Der er sikkert en simpel grund hertil, nemlig at mammutten allerede var udryddet og sammen med den de fleste af de andre store pattedyr. Indenfor en tidsramme på ca. 1000 år, for ca. 10.000 år siden, blev det ene store pattedyr efter det andet udryddet i Syd- og Nordamerika. Den amerikanske bison var vi, ganske som den europæiske bison, tæt på at miste. I 1890 var der 750 dyr tilbage – heraf kun 23 i naturen. Bestanden anslås i dag til 350.000. Til sammenligning vurderes bestanden til at have ligget på imellem 60 og 100 millioner før Amerikas opdagelse i 1492.

Clovis- og Folsom-jægernes fremfærd viser, hvis antagelserne er korrekte, at romantiske forestillinger om naturfolks bæredygtige forvaltning af naturressourcerne kan være ganske forkerte. Og sådanne forestillinger får yderligere et knæk, når vi kigger på de mindst 28 arter af strudselignende Moaer, der forsvandt fra New Zealand efter maorierne ankomst for ca. 3.000 år siden. På Madagaskar forsvandt seks arter af kraftige, strudselignende elefantfugle kort efter polynesiernes ankomst, og der er mange andre lignende eksempler verden over.

Wrangeløen
Wrangeløen er en russisk ø på ca. 8.000 km², der befinder sig ca. 140 km fra Sibiriens kyst. Tundrasletterne på øens sydlige og nordlige dele er gennemskårede af bjerge og plateauer i op til 1100 meters højde. Øen, der blev udpeget som verdensarvsområde i 2004, rummer nogle af Jordens største og vigtigste bestande af isbjørne og hvalrosser. Floraen inkluderer 417 plantearter – usædvanligt mange for et arktisk område. Grunden til at Wrangeløen er i fokus her, er en helt anden. Øen var nemlig levested for mammutter helt frem til ca. 1700 før vor tidsregning – eller ca. 6000 år længere end nogen andre steder på kontinentet.

Da havet steg som følge af isens afsmeltning, blev Wrangeløen isoleret fra Sibirien, og det samme gjorde mammutten. Til sidst forsvandt mammutterne dog også her, og sammen med dem måtte også uldhåret næsehorn, steppebison og kæmpehjort lade livet for altid. Tanken om hvilken turistattraktion Wrangeløen kunne være med mammutter på øen i dag er besnærende. Arten skulle bare have holdt skansen 3000 år længere! Klimaændringer er ofte angivet som forklaring på mammuttens forsvinden globalt. Jeg tror, mammutters 6000 år forlængede eksistens på en isoleret ø er en stærk indikation på, at direkte efterstræbelse spillede en meget afgørende rolle i artens endeligt.

Det er fristende at sammenligne mammuttens forsvinden med de drastiske fald i bestandene af næsehorn og elefanter i Asien og Afrika i dag. De asiatiske næsehorn befinder sig på randen af total udryddelse, og i Afrika holder de to næsehornsarter lige akkurat hornene oven vande i bestande, der blot tæller promiller af tidligere tiders forekomster. Elefantbestanden er stærkt decimeret, og i begge tilfælde er direkte efterstræbelse en afgørende faktor.

De store vingefang og hvad med vores nærmeste slægtninge, menneskeaberne?
Talrige eksempler sandsynliggør, at jagt historisk set har været en hovedårsag til udryddelsen af en lang række store pattedyr, og at romantiske forestillinger om bæredygtig jagt blandt naturfolk er en skrøne. Listen over forsvundne pattedyr alene i Danmark er som nævnt lang. En tilsvarende liste kunne laves for de store danske rovfugle. For ca. 100 år siden forsvandt en række danske rovfugle som følge af direkte efterstræbelse i rækkefølgen stor hornugle (Tjele 1884), havørn (Mariager 1912), fiskeørn (Falster 1916), rød glente (1927) og vandrefalk (Møn 1972, også forårsaget af miljøgifte). Årstallet i parentes angiver det sidste år arten ynglede. Fuglene blev som oftest skudt. Der var skydepræmie på ørne, falke og andre rovfugle indtil sidst i 1800-tallet. Knopsvanen var næsten udryddet i år 1900, og i 1925 bestod bestanden af bare 3-4 par. Det samme gjaldt skarven, der ligeledes blev skudt væk, men siden er genindvandret.Nu er det heldigvis muligt at angive et årstal for genindvandring af rovfuglene: Stor hornugle i 1984 efter udsætninger i Nordtyskland, havørn i 1995, fiskeørn op igennem 1960’erne, rød glente i 1970erne og vandrefalk i 2002. Genindvandringerne har først og fremmest været betingede af en mentalitetsændring i befolkningen i de seneste årtier, som er slået igennem i vores fælles moral: lovgivningen. Nu er det ikke længere skydepræmier, der er på dagsordenen, men derimod beskyttelse af naturværdierne og høst af et eventuelt overskud. Mentalitetsændringen har medført, at man nu offentliggør redesteder og overlader beskyttelsen til befolkningens vagtsomme øjne. Havørnen er nu velkommen de selv samme steder, den blev skudt væk fra for 100 år siden. Det faktum, at godsejerne i dag er stolte over at have en havørn rugende, har medført en bemærkelsesværdig genindvandring og skabt en robust dansk bestand, og det samme er tilfældet med rød glente.

Det er helt banalt og dog afgørende, at tilbageerobringen af tabt terræn for de store og de glubske arter kræver, at arten ikke er udryddet. Det er for sent for uroksen, de store nordamerikanske pattedyr, mammutten og mange andre. Tænk på, hvilke potentielle værdier vi har mistet med tabet af mammutter, urokser og alle de øvrige arter. Derfor er det afgørende, at den ændrede holdning i vesten kommer andre af klodens forfulgte og udryddelsestruede arter til gode ikke mindst vores nærmeste slægtninge, menneskeaberne. Global fredskovpligt i vore tropeskove og klimapenge til en global skovfund er blot eksempler på tiltag, der burde være logiske konsekvenser af vores mentalitetsændring.

Af Lars Dinesen