Medlemsrabat til foredrag om chimpanser

Blandt Afrikas chimpanser V&V
Foto: Mogens Trolle

Vin & Videnskab på Statens Naturhistoriske Museum præsenterer:

Blandt Afrikas chimpanser

JESSICA HARTEL (USA) primatolog, biologisk antropolog, chimpanseforsker, leder af Kibale Chimpanzee Project
SOFIE MEILVANG biolog, leder af Tacugama Chimpanzee Sanctuary, Sierra Leone
MOGENS TROLLE dyrefotograf


Tid: Onsdag 21. oktober 2015, kl. 19:00-21:15
Sted: Geologisk Museum, Øster Voldgade 5-7, 1350 København K

Arrangeret af Vin og Videnskab, Statens Naturhistoriske Museum

Som medlem af DZS er du inviteret til foredraget til en særlig rabatpris på 70 kr (alm. pris er 90 kr ex. gebyr) inkl. et glas vin i pausen.

Tilmelding: For tilmelding send en mail til vinogvidenskab@snm.ku.dk, og nævn her, at du er medlem af DZS. Billetten betales i døren (både kontant og dankort modtages).


I aften skal vi møde to prominente chimpanse-eksperter: Den amerikanske primatolog Jessica Hartel, som i mange år har studeret chimpanser i Uganda, og biolog Sofie Meilvang, der er specialiseret i rehabilitering af vilde dyr og leder af Tacugama Chimpanzee Sanctuary i Sierra Leone, som arbejder for at redde de truede chimpanser i det Ebolaplagede land. Vi skal høre om forskning, feltarbejde og nye erkendelser om vores nærmeste slægtninge, om hvordan man griber rehabilitering af chimpanser an og om de store udfordringer i at bevare chimpanserne. Til slut vil dyrefotograf Mogens Trolle vise et udvalg af hans unikke ”Øjenkontakt”-portrætbilleder af vilde chimpanser.


OM OPLÆGSHOLDERNE

JESSICA HARTEL (USA)
Primatolog, biologisk antropolog, chimpanseforsker, leder af Kibale Chimpanzee Project
Jessica Hartel har brugt et årti på at studere chimpanseadfærd. Hendes forskning har fokuseret på de sociale interaktioner inden for chimpanseflokkene, i særdeleshed aggressioner og den efterfølgende fredsmægling, der på mange måder minder om, hvad vi kender fra os mennesker og spiller en afgørende rolle for chimpansesamfundene. Jessica vil fortælle om sit feltarbejde og om de mest spændende og overraskende indsigter, hendes chimpansestudier har givet. Jessica Hartel gør også en stor indsats for at bevare chimpanserne. Hun er leder af Kibale Snare Removal Program, der fjerner snarer fra chimpansernes skove. Man mener, at en tredjedel af Ugandas chimpanser har mistet lemmer i snarer, så det er en af de helt store trusler imod dem. Også denne del af Jessica Hartels store engagement i Ugandas chimpanser skal vi høre om.
NB: Jessica Hartels foredrag vil være på engelsk.

SOFIE MEILVANG
Biolog, leder af Tacugama Chimpanzee Sanctuary, Sierra Leone
Biolog Sofie Meilvang, der de sidste seks år har arbejdet med rehabilitering af vilde dyr i Afrika såvel som Kina, har siden 2014 været leder af Tacugama Chimpanzee Sanctuary i det vestafrikanske land Sierra Leone. Tacugama er en redningsstation for omkring 100 forældreløse chimpanserunger, der er biprodukter af bushmeat-jagten, men stedet er også meget involveret i forskning og bevarelse af vilde chimpanser i Sierra Leone og har et bredt formidlingsprogram på skoler og i lokalsamfund, som Sofie Meilvang koordinerer. Vi skal høre om hendes hverdag midt i regnskoven blandt de særegne og truede vestafrikanske chimpanser, om arbejdet med at rehabilitere menneskeaber, og om de mange udfordringer, der er ved at forsøge at beskytte chimpanser i et land plaget af Ebola og stor fattigdom.