En virkelig ubekvem sandhed!?

Hvad nu hvis dyr har følelser? Hvad nu hvis de oplever, ikke bare smerte, men også angst og sorg? Hvad nu hvis de er meget mere end maskiner af kød og blod? Hvis nu vi har indrettet produktion af dyr under forhold, der strider mod dyrenes egen natur? Det vil være en, endog meget, ubekvem sanded. Det er den sandhed, som Peter Wohlleben forsøger at blotlægge med eksempler fra litteraturen, sit liv som skovfoged og sine egne kæle- og husdyr.

Jovist, de fleste dyr kan ikke tale, så vi forstår det, og de genkender ikke sig selv i et spejl. Dog er næsten alle dyr, ved nærmere bekendskab, meget mere end organisk mekanik.

Vi mennesker er, til trods for årtusinders samarbejde (og udnyttelse), kun lige begyndt at finde ud af, hvad vores nærmeste husdyr har at sige. Hestene har distinkte intonationer, der afslører om de er glade eller utilfredse. Hundene har været vores kammerater på jagt i godt 40.000 år. Ny forskning foreslår, at netop sameksistensen med ulvehunde var hvad der gjorde os Neanderthalerne overlegne. Kattene, ja, de har som bekendt regnet os ud, og tolererer os i et vist omfang som hus-slaver.

Et andet sted i dyreriget kan bierne aflæse, om blomsterne har nektar ved hjælp af elektriske felter. Siden kan de fortælle kollegerne hjemme i bistadet om, hvor man skal flyve hen for at få det eftertragtede. De koldblodige dyr er, modsat hvad de fleste tror, ikke uden hang til spas. Man har set skildpadder der leger med bolde, og fisk der leger med bobler. Hvad med en ged, der leger med en ko? Ja der er masser af videoer på nettet med eksempler.

Når vi ser på sociale dyr med kompleks adfærd, er mængden af understøttede påstande efterhånden ikke til at overse. Hvordan skal man forholde sig til, at grise – den art vi måske behandler allermest uværdigt – kan genkende sig selv i et spejl. At de er hjælpsomme, renlige, ruller sig ikke i møg! De ruller sig i mudder, og det gør dyre damer også med mellemrum.

Sidste år pløjede jeg mig ivrigt gennem Wohllebens bog ‘Træernes hemmelige liv’, og jeg så frem til at læse denne om dyrenes hemmelige liv. Emnet er vanskeligt og har mange facetter. Bogen har måske lige lovlig meget opremsning af eksemper fra hjemmefronten – eller også skal man bare ikke lige være adfærdsbiolog, for så er nogle af pointerne lidt trivielle.

Men Wohllebens ærinde er jeg dog helt med på, og hans beretning har bestemt sin plads. Jeg håber at bogen kan ramme den brede befolkning, som bogen om træerne gjorde det (hint: julegaveide!). Den må gerne ryste lidt ved den bekvemme antagelse, at dyr ikke kan føle som vi.