|
”Vor fælles jord”, fra forlaget Gyldendal, er en solid coffe-table bog med end en samling af fantastiske billeder. Men den er langt mere end en overdådighed af fotografier. Bogen er inddelt i sektioner, der starter med en beskrivelse af hver overordnet habitattype og de trusler og muligheder, der er forbundet med dem. Der skelnes behørigt imellem de menneskelige aktiviteter, der er skyld i degraderingen af miljøet og tab af biodiversitet og de befolkningsgrupper og oprindelige folkeslag, der bliver ofre for den industrialiserede verdens grådighed.
Som en kontrast til menneskehedens overforbrug fremhæves livet i ørkenen. De arter, der kan overleve i dette habitat udviser de mest utrolige tilpasninger og strategier for at kunne leve på et eksistensminimum og i små oaser. Men netop disse specialiseringer gør dem samtidig sårbare overfor ændringer forårsaget af menneskelige aktiviteter. Havet, der indeholder de sidste store økosystemer, hvor 99% af arterne er ukendte er, selvom det forekommer uendeligt, også udsat for overudnyttelse. Det anslås for eksempel, at den samlede fiskemængde nu er reduceret til en sjettedel af niveauet i 1990 og samtidig fiskes der med en intensitet, der er otte gange så stor. I det åbne lands tundraer, stepper, prærier og savanner er den biodiversitet, der har tilpasset sig til nomadefolkenes husdyrhold truet af denne livsstils forsvinden. Samtidig omlægges store arealer til intensivt landbrug med introduktion af kunstgødning og pesticider. Yderligere rettes floder og åer ud, dæmmes op og tæmmes imens vådområder drænes. Alt sammen medvirker til tab af vigtige fugleområder og forarmning af biodiversiteten.
Taiga, løvskov og tropeskov fældes med stor hast og herved forsvinder biodiversitet, der endnu ikke er opdaget, eller endsige beskrevet. Regnskoven er for eksempel levested for trefjerdedel af jordens biodiversitet, selvom den kun dækker 7% af jordens overflade. I bjerge, der bærer geologisk vidne om jordens historie og dækkes af skove, findes en guldgrube af endemiske arter. Men her bliver arterne gradvist isoleret i mindre og mindre skovfragmenter, der ikke er i forbindelse med hinanden, og deres overlevelse bliver derfor truet. Ved polerne mærkes konsekvenserne af den globale opvarmning. Denne kan potentielt ændre solreflektion og havstrømme med endnu ukendte og uoverskuelige konsekvenser. Man kan undres over hvordan vi kan gøre os håb om beskytte andre habitater når vi ikke engang kan beskytte områder, der ligger så langt fra vores aktiviteter og hvor vi er koncentreret.
Bogen er dog langt fra endnu en dommedagsprofeti. ”Vor fælles jord” er først og fremmest en sand hyldest til livet og den biodiversitet og natur som menneskehedens skæbne er afhængig af. Bogens fornemste funktion er at minde os alle om hvor meget der står på spil.
Nicolas Hulot |